Studiebyen i Hellerup er kun for de udvalgte
De smukke huse i Studiebyen i Hellerup får mange boligsøgende til at komme med tilbud, men en gammel regel om, at husene skal gå i arv, har sikret en række udvalgte familier privilegiet at bo der.
» Jeg er vokset op i Studiebyen og flyttede hertil med min mor, da jeg var to år gammel,« fortæller Elizabeth Hjortborg, der arbejder som bogholderiassistent i et VVS-firma.
Hun er 4. generation af Hjortborg-familien, der bor i det særprægede boligkvarter i Hellerup, og når man læser om stedets historie, læser man automatisk også om hendes familie. Elizabeths mormor var f.eks. den første baby, som blev født i Studiebyen, hvis hus blev opført i første halvdel af 20erne.
Sammen med sin mand, elektriker Rune Hjortborg, og børnene Micas, Lucas, Aya, Jonathan og Emilie bor hun i et af de eftertragtede rækkehuse, der udgør »hovedgaden« i kvarteret, der slet og ret bliver kaldt for »Byen« af beboerne. Og Studiebyen er da også en lille by i byen, fordi kvarteret er beboet af en række familier, der har hørt til, siden kvarteret stod færdigbygget i 1924. Studiebyen blev organiseret i 1922 som et såkaldt parlamentarisk boligselskab og datterselskab af Københavs Almindelige Boligselskab (K.A.B.)
»Det er meget sjældent, at der er boliger ledige, fordi de går i arv. Vi har nogle billige huse herude, og folk vil så gerne ind. Men vi har aldrig haft et hus ledigt, der ikke kunne lejes ud, og det kommer heller aldrig til at ske,« fortæller Elizabeth Hjortborg med en vis stolthed, der illustrerer, hvor meget stedet betyder for hende. Da foreningen i sin tid blev dannet, blev der vedtaget to krav, som lejere skal opfylde, og som sikrede indbyggerne en plads i »Byen« i generationer fremover.
»Man bliver skrevet op – det sker ikke automatisk – på en liste, hvis man opfylder kravene til at bo i Studiebyen. Kravene er, at man skal være fyldt 18, og man skal være efterkommer i lige linje til en beboer, det vil sige barn, barnebarn eller oldebarn. En god ven eller en fætter har ikke en jordisk chance for at komme i betragtning, og de kan ikke skrives op ifølge vedtægterne,« forklarer Elizabeth Hjortborg.
De strenge regler har skabt et unikt kvarter, hvor alle beboere som minimum har ét andet familiemedlem boende tæt på, og hvor de, der er voksne i dag, bor side om side med folk, de legede med som børn.
Elizabeth Hjortborg selv flyttede hjemmefra som 17-årig, men drømte hurtigt om at kunne vende tilbage til bardomskvarteret. For syv år siden var der endelig et hus ledigt, som hun flyttede ind i og senere byttede hun sig internt til det rækkehus, hendes familie bor i i dag. Rækkehuset er på 140 kvadratmeter fordelt på to etager, og sammen med sin mand har hun gennemrenoveret det, så ruminddelingen passer til en moderne familie med to voksne og fem børn.
Hellerups indbyggere har generelt et højt indkomstniveau, og mange bor i store, flotte villaer. Men da Studiebyen i sin tid blev bygget, var byggeriet rettet mod de mindrebemidlede.
»Det er ikke rige mennesker, der bor her. Hovedparten af beboerne er, ligesom dengang byggeriet var nyt, ganske almindelige lønmodtagere, så vi falder uden for Hellerups normale befolkningssammensætning,« siger Elizabeth Hjortborg.
Også på det økonomiske område har Studiebyen nedfældet særlige regler i vedtægterne.
»Der må ikke tjenes penge på beboerne. Selvfølgelig er der nogle fællesudgifter, der skal dækkes, men der må ikke opbygges et overskud i »Byen«. Derfor har vi en fond, hvortil vi indbetaler penge, hvis der skulle være en sætningsskade eller lignende, der skal dækkes.«
Studiebyen består af et lille kvarter centreret om rækkehusene på Rygårds Allé samt enkelt- og dobbelthusene på sidevejene, Sømarksvej og Lundeskovsvej. I modsætning til nogle af de andre Bedre Byggeskik-kvarterer i hovedstadsområdet er Studiebyen ikke nogle få arkitekters værk. Ikke mindre end 23 forskellige arkitekter har her sat deres fingeraftryk. Men selv om der har været så mange arkitekter indblandet, har kvarteret stadig et homogent særpræg på grund af Bedre Byggeskik-idealerne: Hvide havelåger omkranser de grundmurede huse med rødt tegltag og en facade med smuk symmetri hoveddøren og de småsprossede vinduer imellem.
Bestyrelsen har for længst gjort en indsats for at værne om den historiske arkitektur, og beboerne er med til at vedligeholde kvarterets særpræg.
»Der må ikke laves noget om udvendigt, og alt skal føres tilbage til det oprindelige udseende. Det betyder f.eks., at vinduerne skal have smalle sprosser, og hoveddørene skal være med to fag med fyldninger,« siger Elizabeth Hjortborg.
Beboerne er også meget opmærksomme på at beholde de rigtige farver på husenes træværk.
»Der er en kode på den svenskrøde farve, som alle beboerne kender. Den bruger vi til stolperne, karmen rundt om alle vinduer og døre samt flunkerne på kvisten.«
Arvereglerne i vedtægterne for foreningen har ikke blot skabt et helle for mindre velhavende mennesker i det ellers dyre område, men har også et stærkt sammenhold i et kvarter, hvor beboerne føler ansvar og ejerskab for at passe på den unikke arkitektur.
Studiebyen 